Futsal Gentofte danske mestre for 3. år i streg

Fra Villabyerne 8. juli 2020 Med en samlet sejr på 5-4 efter to finaler kunne Futsal Gentofte sent søndag kalde sig danske mestre. Det er tredje år i træk det lykkes, hvilken ingen klub har præsteret tidligere. Det blev dog en helt tæt affære mod Lystrup Futsal, som reelt først var afgjort ved dommerens sidste…

Fra Villabyerne 8. juli 2020

Med en samlet sejr på 5-4 efter to finaler kunne Futsal Gentofte sent søndag kalde sig danske mestre. Det er tredje år i træk det lykkes, hvilken ingen klub har præsteret tidligere. Det blev dog en helt tæt affære mod Lystrup Futsal, som reelt først var afgjort ved dommerens sidste fløjt.

Årets futsal finaler var henlagt til Odense med DBU som arrangør. Første finale blev spillet lørdag og endte med en sejr på 2-0 til Futsal Gentofte på mål af Kevin Jørgensen og Adam Vogt. Det var det første nederlag til Lystrup i sæsonen og det var også første gang, de ikke selv scorede i en kamp.

Den anden kamp søndag aften blev helt anderledes. Der var ikke spillet mere end 10 sekunder, før holdet fra Lystrup havde bragt sig foran 1-0 og så var finaleserien helt tæt igen. Louis Veis får udlignet til 1-1 på finalernes vel nok bedste mål – et rigtig futsal mål – stiv tå helt oppe i hjørnet. Udligningen ændrede imidlertid ikke ved Lystrups tro på, at det var muligt for et hold fra Jylland at vinde DM titlen for første gang. Der blev presset højt og holdet fra Lystrup er nok Danmarks bedste, når det kommer til hurtige omstillinger. Syv sekunder før halvleg fik Lystrup bragt sig foran med 2-1. Bedre blev det ikke for Gentofteholdet i 2. halvleg. Da halvdelen af de 20 minutters effektiv spilletid var gået, var stillingen 4-1 og Danmarksmesterskabet var på vej til Jylland. Mens Lystrup er gode til omstillinger, er Gentofte bedst, når det kommer til at spille overtal med målmanden med oppe. Det blev netop målmand Christoffer Haagh, som med 6 minutter igen, fik reduceret til 4-2 – og så var den samlede stilling helt lige 4-4.

Passende for sæsonen blev det Futsal Gentoftes anfører og ligaens topscorer Mads Falck, som sikkert fik sat det afgørende mål ind fire minutter før tid. Gentofte tabte den 2. finale, men vandt samlet 5-4. Dermed har klubben vundet det danske mesterskab seks gange i løbet af de seneste otte år.

Efter kampen var glæden stor. Både cheftræner Bo Holden og anfører Mads Falck var enige om, at Lystrup Futsal fortjente stor ros for de to finaler. Det var første gang, vi har tabt en futsalkamp til et hold fra Jylland, sagde cheftræneren – dog med et bredt smil umiddelbart efter kampen. Deres indsats forpligter, og de har et stort potentiale med den gruppe af spillere.

Normalt slutter futsal sæsonen i begyndelsen af april, men Covid-19 afbrød slutspillet i marts. Vi er rigtig taknemmelige for, at vi har fået lov til at afslutte turneringen på banen. DBU har truffet den rigtige beslutning ved at afventet covid-19 situationen, siger Futsal Gentofte’s formand, Christian Peytz. Det muliggjorde, at vi kunne færdiggøre turneringen, da Danmark åbnede op igen. At det så endda blev med tilskuere var en ekstra gevinst – det tror jeg, de færreste havde drømt om.

Weekenden inden Danmark lukkede, ned lykkedes det ligeledes for klubbens U17 drenge at vinde DM titlen. Til den kommende sæson håber klubben at kunne spille med om DM med både et u17 og u19 hold for drenge.